Højt oppe i Sverige, cirka ni timers kørsel fra København, ligger der et rødt hus ved navn Villa Karlsborg. Det ligger gemt bag høje træer og er svært at få øje på ude fra vejen, men når du først har fundet det, glemmer du det aldrig igen. Huset ligger på Furusund, en grøn og frodig skærgårdsø nordøst for Stockholm, og for at komme dertil skal du følge en af Sveriges smukkeste bilveje: Sju strömmars väg.

En barndomsdrøm

Jeg har haft fornøjelsen af at besøge Villa Karlsborg to gange. Lige siden jeg var barn og så Vi på krageøen, har jeg drømt om at opleve Stockholms skærgård, og Villa Karlsborg opfylder alle drømmene på én gang.

Du kender det sikkert: Der findes steder, der aldrig forlader dig igen, når du først har besøgt dem. De slår ligesom rod i dig og bliver en del af dit DNA, og når du lukker øjnene, kan du genkalde dig det hele i detaljer: de svenske smörknive af træ i køkkenskuffen, tapetet med de lodrette blomsterranker i stuen, kaminen med de hvide kakler i hjørnet af soveværelset, kludetæpperne og verandaen med vinduer hele vejen rundt, så du kan sidde i ro og mag på slagbænken med ryggen mod huset og følge med i livet udenfor.

Der fra slagbænken kan du høre krydstogtskibenes dybe rumlen i vandet, når de nærmer sig sydfra og glider gennem sejlrenden på vej til Finland. Og der kan du nogle morgener opleve tågen, der pludseligt og uden varsel driver ind fra sundet og standser lige uden for vinduerne, så du ikke engang kan se flagstangen, og de eneste lyde, du kan høre, er flaglinens uregelmæssige smæld og tågehornenes ildevarslende tuden.

August Strindbergs spøgelse

Ligeså smukt der er udenfor, ligeså magisk er der indenfor. I Villa Karlsborg hvisker væggene til dig, når du bevæger dig fra rum til rum; jeg har selv gået turen fra køkkenet, gennem den røde stue og videre ind i gæsteværelset med køjesengen og det lille skrivebord foran vinduet, helt hen til døren ind til det aller bagerste værelse, hvor tiden synes at være gået i stå.

Jeg har lagt min hånd på den gamle fyldningsdør og mærket det snurre i fingrene. Jeg har lagt mit øre tæt ind til døren og lyttet. I begyndelsen lød der kun en svag susen for mine ører, men suset blev afløst af en summen, der blev afløst af stemmer.

De var langt væk – mere end hundrede år: Stemmerne, jeg hørte, var fra slutningen af 1800-tallet, hvor den store dramatiker August Strindberg besøgte sin søster og svoger lige hér. De var netop blevet færdige med at spise, og August havde fået lidt at drikke. Bølgerne gik højt, August var ikke dramatiker for ingenting, og han så spøgelser alle vegne, også i Villa Karlsborg. En aften så han et dødningehoved i et af vinduerne på verandaen, og når du véd det, bliver verandaen aldrig helt den samme igen. For du ved ikke, i hvilken ende af verandaen han så det, og når natten falder på, og lysene slukkes på naboøen Yxlan, og du igen sidder der på slagbænken med øjnene rettet mod sundet, synes du, du ser en skygge på et af de høje vinduesglas …