I 2015 rejste jeg en måned til USA. Jeg besøgte min familie på vestkysten, fløj fra Washington i nord til Californien i syd og tilbage igen og sejlede med the Victoria Clipper fra Seattle til Victoria BC i Canada.

Jeg anede ikke, der var så hyggeligt i Victoria BC.

Ikke ret langt fra inderhavnen ligger Fisherman’s Wharf; et lille, farverigt hjørne af verden med de hyggeligste husbåde og den skønneste atmosfære. Klik på billederne ovenfor og få et glimt af herlighederne.

Men hvad har det med forfatterliv at gøre?

Jeg ville ikke kunne skrive bøger, hvis jeg ikke af og til kom ud af min lejlighed og oplevede verden. For mig er det at rejse og det at skrive uløseligt forbundet. Dét at stå et fremmed sted på vores fantastiske jordklode og ikke vide, hvilken vej jeg skal gå. Dét at komme som gæst til et andet land. Dét at høre andre sprog blive talt end det, jeg er vant til. Det er altsammen med til at gøre mig til en bedre forfatter.

Mine rejser lagrer sig i mig og bliver gemt i mit personlige skatkammer, som jeg åbner, når jeg har brug for en stemning, en duft, en smag, en lyd, en følelse eller et billede.