Jeg skriver, altså er jeg.

Det begyndte i det små – som sådan noget har det med at gøre, for et eller andet sted skal det jo begynde – med korte rim i venindernes poesibøger. Hvem husker ikke “Roser er røde, violer er blå, jordbær er søde, og du er ligeså” …?

Så fik jeg min første dagbog, som jeg fyldte til randen med fortællinger om livet i Småland i midten af 1970’erne – hvad vi fik at spise (falukorv og knäcke), hvad vi så i TV (Trazan och Banarne), hvem jeg var hemmeligt forelsket i (der var mange), og hvem jeg havde set udenfor diskotek Night Flight fredag aften (jeg var for ung til at komme ind). Nu, hvor jeg tænker over det, var der et forbavsende stort sammenfald mellem de hemmelige forelskelser og dem, jeg så udenfor det diskotek.

Jeg havde pennevenner fra hele verden, som jeg udvekslede ord og gaver med. Min penneven i Canada sendte mig en kuglepen, for sådan nogle brugte de skam derovre. Min japanske penneven sendte mig to små træfigurer, og som tak sendte jeg hende et brev blåbærsuppe. Hende hørte jeg aldrig fra igen. Min franske penneven, Xavier, fodrede mig med udklip af undertøjsmodeller og spurgte, om jeg ikke ville være sød at sende et billede af mig selv i bikini. Ham skrev jeg ikke til igen. Og så var der min nigerianske penneven, der tilbød mig giftermål, mens tid var – jeg var 13 år og stadig ugift. Og sådan lærte jeg lidt om verden i en tid, hvor pengene var små, og jeg aldrig selv havde været uden for Skandinavien, og der kun fandtes to tv-kanaler (SVT1 og SVT2).

I skolen var jeg allermest lykkelig, når jeg havde stil for. Jeg elskede at forsvinde ind i mig selv og finde de små historier frem, der lå og ventede på at blive skrevet – i hånden, for det gjorde man dengang. Jeg gjorde mig umage, og jeg nød hvert eneste sekund og ventede spændt på at få stilen tilbage fra lærerinden. Jeg var så stolt, når hun roste mig, og jeg kan stadig huske, hvad min første fristil handlede om.

Så blev jeg voksen. Dagbogsskriverierne fortsatte, om end i mindre omfang, pennevennerne forsvandt, og der var ikke længere nogen, der gav mig fristil for til i morgen; til gengæld fik jeg to dejlige unger, som jeg kunne skrive om og til. Dagbøger og breve og senere sms’er … Ungerne har nok af og til syntes, det var lige i overkanten med alle de ord, men hvad skal en mor gøre? Hellere det end aldrig at få ordene sagt.

”Skriv, hvis du har noget på hjerte,” var der engang en, der sagde til mig. Jeg har tænkt på det mange gange siden. Jeg har masser på hjerte; alt hvad jeg ser, hører og oplever, lagrer sig lige der, i hjertekulen, hvor det flyder med blodet op til min hjerne og omdannes til ord, der kommer ud gennem fingrene. Måske var det ikke det, han mente. Måske mente han, at jeg kun skulle skrive, hvis jeg havde noget væsentligt at fortælle, at jeg skulle sortere det uvæsentlige fra. Men det væsentlige og det uvæsentlige er jo ikke objektive størrelser, og hvis jeg skulle begynde at tænke i væsentlighed, før jeg satte fingrene på tastaturet, ville jeg aldrig få skrevet et ord. Så ville alle ord i princippet kunne censureres væk, og skærmen forblive blank, og det ville da være trist … Så jeg har besluttet mig for at skrive videre. Det er jeg nødt til, jeg kan ikke lade være. For når jeg skriver, er jeg.