Mine fingre danser over tastaturet, jeg har sat uret til at ringe om ti minutter. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg vil skrive. Først når de ti minutter er gået, og jeg åbner øjnene, ser jeg resultatet. Jeg skriver med lukkede øjne, der er intet filter, bare tanker, der flyder. Teksten vokser sig større, mens jeg lytter til byens lyde og tænker på dagen, der er gået, de mange sanseindtryk bliver til ord og sætninger.

Jeg retter ryggen og fornemmer lyset, der skinner ned over bordet og farver mine tanker røde og gule. Lejligheden er stille, jeg er alene hjemme. Min søn er gået ud for at drikke et par øl med vennerne. ”Man skal også huske at leve,” sagde han, da han gik.

Og det er jo rigtigt.

Når jeg skriver som nu, bliver jeg rolig. Det er, som om ordene skaber balance i mit system, som om alle dagens tanker falder på plads. Dem, der har det med at vokse sig større, hvis de ikke får taletid. Det er et puslespil at få ordene til at lande rigtigt, somme tider vil de ikke, somme tider bliver rækkefølgen forkert, og ordlyden passer ikke. Når det lykkes, supplerer ordene hinanden, og af og til overrasker de mig; en ny rækkefølge skaber nye historier.

Jeg fantaserer om mennesker. Jeg hører deres stemmer, ser for mig, hvordan de står ved siden af hinanden i s-toget, hvordan de taler sammen i elevatoren, og hvordan de kigger på hinanden tværs gennem et lokale. Det er i relationerne, magien opstår – og balladen.

At skrive er som at trække vejret gennem fingrene, det renser min sjæl for overflødige tanker og gør plads til nye tanker og nye historier, nye mennesker, nye skæbner. En lille pige med lyst hår bukker sig ned og skraber et stykke tyggegummi op fra jorden. Hun putter tyggegummiet i munden og tygger på det. Der er grus i. Pigen kommer til live, mens jeg skriver om hende. Ligesom manden ved busstoppestedet. Han har stok, og han er gammel, men hans øjne smiler stadig, og hans hjerte banker så højt, at jeg kan høre det helt herover.