Da “Saga” udkom i august 2018, havde den været omtrent fire år undervejs. Jeg har slettet langt mere af manuskriptet, end jeg har beholdt i løbet af de år, men jeg har gemt det meste af det, jeg har slettet, i en særlig mappe på pc’en kaldet “Fraklip”.

Hvordan skaffer man sig af med et lig?

Tilblivelsen af min første roman har ikke bare kostet tid. På et tidspunkt kostede den også en ung kvinde livet (hun var opdigtet, ganske vist, men alligevel), og pludselig stod jeg med et lig, jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af. Hvad gør en forfatter så?

Jeg skrev en liste:

  1. Nedgravning? For risikabelt og for tidskrævende.
  2. Afbrænding? Tilsvarende risikabelt – nogen vil helt sikkert opdage det og ringe efter brandvæsenet.
  3. Vand? Hvordan sikrer man sig, at liget ikke skyller i land, hvis man dumper det i havet?
  4. Partering? Nej, bare nej. DNA på hele matriklen bagefter …
  5. Syre? Tilsyneladende effektivt, men svært at få fat i?

Så faldt jeg over lud (Google hjalp).

“Dav, kemilærer …”

Det kan godt virke lidt grænseoverskridende at skulle ringe til det nærmeste gymnasium og spørge, om man kan komme til at tale med en kemilærer, der kan fortælle en “noget om lig og lud”. Der er rigtig mange steder, sådan en samtale kan gå skævt – jeg nævner i flæng: Det lykkes ikke helt at overbevise kemilæreren om, at du “bare” er forfatter. Du spørger meget detaljeret ind til de kemiske processer (så detaljeret, at det begynder at virke mistænkeligt). Du fortæller lidt for levende om afdøde; hendes alder, vægt og højde, hårfarve, sågar øjenfarve, og indser for sent, at det måske ikke er så relevant, hvilken farve øjnene har.

Jeg var dog nødt til at tale med en ekspert, og jeg havde heldigvis en god ven, der kunne etablere kontakten (og sige god for mig). Og så ringede jeg til kemilæreren.

Det var en interessant samtale, og vi kom vidt omkring. Hvor meget lud? Hvor længe? Hvor? Hvad med affaldsprodukterne? Hvad med vores drikkevand …? (Det med drikkevandet havde jeg ikke skænket en tanke, må jeg indrømme.) Vi grinede sågar. Og jeg måtte gerne ringe igen, hvis der dukkede flere spørgsmål op.

Badekarsscenen

Min research kom mig til gode i en scene, jeg har valgt at kalde “badekarsscenen”. Scenen er senere endt som fraklip, fordi jeg besluttede mig for at lade den unge kvinde leve. Hendes død var et vildspor, men hvis du er nysgerrig, kan du helt ekstraordinært få lov til at læse en del af fraklippet her (uegnet for mindre børn):

“Nøglehullet i badeværelsesdøren stirrer tomt på ham, mens han fisker nøglen frem og forsøger at lirke den på plads. Det føles, som om hullet er for lille. En tavs skygge hæver sig op over ham og får ham til at holde igen. Han hiver luft ned i lungerne, og i en hurtig bevægelse drejer han rundt, så han kommer til at stå med ryggen til døren – blot for at opdage, at skyggen er hans egen. Han tvinger sig selv til at tage en dyb indånding, og da han atter vender sig om, kan han uden besvær dreje nøglen på plads.

Han trykker håndtaget ned og åbner døren på klem. En fugtig lugt rammer hans næsebor og får ham til at trække ansigtet tilbage af frygt for at komme til at lugte til noget, der er værre end det.

Neonlyset skærer ind gennem døråbningen og danner en hvid stribe på det mørkegrå terrazzogulv i badeværelset. Han træder et skridt ind i halvmørket og kaster et blik over skulderen, for at sikre sig at han stadig er alene. Så træder han helt ud i badeværelset og tænder lyset. Synet af kvindens stivnede, spinkle krop og vidtåbne, brune øjne vækker uventet stærke følelser i ham. Eufori. Uovervindelighed. Magt. Hendes sorte hår er fugtigt, og en lok af hendes hår er gledet ned over hendes pande og det venstre øje. Det giver hende et næsten sensuelt udtryk. Hendes hud er hvid, og hendes læber er mørkeblå. Hendes tøj er i uorden. Har det ligget i hendes gener, at hun skulle dø ung? Var han hendes skæbne? Tanken gør ham helt høj. Tanken om at være nogens skæbne.

Det er højtideligt og så smukt, at han næsten får tårer i øjnene. Han sætter sig på kanten af badekarret og stryger kvinden over panden med en pegefinger, mærker hendes glatte, kolde hud under sin finger, bøjer sig frem og dufter til hendes hår. Det dufter stadig godt. En pludselig ømhed skyller gennem ham, og han har lyst til at gemme hende. Beholde hende sådan. Som en dukke. Men hun er er allerede begyndt at gå i forrådnelse, det ved han, selv om han ikke kan lugte det endnu. Det er kun et spørgsmål om tid, før han ikke længere kan dufte hendes hår, før den biologiske nedbrydelse får overtaget og fylder rummet med stank.

[…]

Han tager beskyttelsesbriller og åndedrætsværn på og trækker et par gule gummihandsker over hænderne. Så drysser han tyve kilo kaustisk soda ud over kvinden. Han tænder for det varme vand. Den kemiske reaktion starter øjeblikkeligt, og han må vende ansigtet væk for ikke at kaste op. Da vandet når helt op til kanten, slukker han for vandhanen og forlader badeværelset.

Ja, puha … Jeg så sågar en kort video på YouTube, hvor en ung mand demonstrerede fremgangsmåden på en (død) kylling. Det var væmmeligt, mildt sagt. I dag er jeg glad for, at badekarsscenen ikke kom med i den færdige bog. Den afveg for meget fra den historie, jeg i virkeligheden ønskede at fortælle. Når det kommer til stykket, er jeg mere interesseret i det, der foregår på det psykologiske plan, end det makabre, og det er også en vigtig lektie at lære som forfatterspire: Hvilken slags historier, man gerne vil fortælle.