Livet er til for at leves. Forlæns, sidelæns OG baglæns. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at ligge på mit dødsleje og ærgre mig over ting, jeg ikke gjorde. Så vil jeg langt hellere ærgre mig over det, jeg gjorde, for det betyder i det mindste, at jeg gjorde noget. Muligvis lidt forhastet og uden at tænke mig om, men jeg gjorde det, fordi det føltes rigtigt på et eller andet tidspunkt i mit liv.

Den der handler, spilder som bekendt, og jeg er ingen undtagelse. Kæft, jeg har spildt … Tid. Energi. Kræfter. Tårer. Men hvad så egentlig? Alternativet er for mig langt værre: Det er et liv uden bump, det er en lige, asfalteret motorvej med et par døde dyr i vejsiden og kiggekø (for man skulle jo nødigt gå glip af noget, mens man sidder der i sin komfortable Toyota med varme i sæderne og trafikradio i højtalerne). Det er myldretid og fuckfingre og folk, der ikke trækker til højre, så du kan komme forbi.

Stands bilen, jeg vil af!

Jeg gider ikke motorvejen, jeg vil meget hellere ind på en hullet grusvej, der snor sig gennem en skov og rundt om en sø, og hvor det er umuligt at køre hurtigere end 50 kilometer i timen. Kom, lad os køre ned for enden af vejen og ringe på døren til det lille, røde træhus, hvor der hænger flæsegardiner i vinduerne – lad os se, hvem der åbner. Der er ikke noget at være bange for. Vi kunne også sælge Toyotaen og bruge pengene på en picnickurv af de helt store. Fylde den med hjemmebagt brød og smør og syltetøj og noget godt at drikke. Vand for eksempel. Der behøver ikke være alkohol i, jeg siger det bare. Livskvalitet er ikke proportional med prisen på det, du drikker. Seriøst.

Og når nu vi ikke har bilen mere, behøver vi heller ikke en carport. Og har du egentlig tænkt over, hvad vi skal med det kæmpestore hus – udover at have en kasse at opbevare alle vores ting i? Gør de dig glad, tingene? Gør det dig glad at have en abe af træ og en stribet keramikvase stående på den hvide skænk (og her tænker jeg ikke på den kortvarige glæde ved at købe – for den er som en umættelig bændelorm, der kræver mere, hver gang du fodrer den – nej, jeg mener sådan rigtigt glad, helt-ned-i-maven-glad)? (Vidste du forresten, at nogle bændelorme kan blive op til 30 meter lange? Ad, ikke?)

Men vi kan jo ikke allesammen gå derhjemme og skrive bøger, siger du. Korrekt. Det kan vi ikke. Men vi kunne godt allesammen skrue lidt ned for det materielle ambitionsniveau og lidt op for det, der faktisk gør os glade: Bage et brød, finde en gammel bil at skrue på, cykle en tur ned til vandet, drikke en kop kaffe med de gamle, slå kolbøtter med de små eller … ja, skrive en bog.

Hvad er det værste, der kan ske?

Jeg er varm fortaler for at tage de chancer, der byder sig. “Hvad er det værste, der kan ske?” plejede min mor at spørge, og hun svarede selv; “vi klarer os altid.” Og det er rigtigt. Selvom det måske ikke ser sådan ud i situationen, klarer man sig altid. Måske sker der ikke det, man havde håbet eller forventet, men så sker der noget andet, og man finder ud af, at det andet faktisk kan være ligeså godt, eller endda bedre. Måske kommer man til at vente. Længe. Men så en dag sker der noget, alting falder i hak, og ventetiden er forbi. Og der opstår en ny chance. Tag den!