Jeg er ofte blevet spurgt, hvor meget hovedpersonerne i mine bøger ligner mig, og om det, jeg beskriver, er selvoplevet. Kort sagt: Om mine historier er selvbiografiske.

Det korte svar er nej. Jeg har (heldigvis) været forskånet for psykopatiske ægtemænd som ham Mike, Saga er gift med, jeg lider ikke selv af selektiv mutisme, som Frida, og jeg er ikke retslingvist. Det sidste gad jeg dog godt, og jeg har derfor lovet mig selv, at jeg kan få lov til at udleve drømmen via hovedpersonen i min tredje roman, som jeg allerede nu er i gang med at researche til. Men først skal Frida lige have lov til at fortælle sin historie færdig, og Saga skal på hylderne hos landets boghandlere, og det er alt sammen noget, jeg glæder mig til. Helt vildt.

Når det er sagt, vil folk, der kender mig, helt sikkert kunne få øje på noget af mig i alle mine hovedpersoner – og i nogle af bipersonerne. Saga har for eksempel et par gule stiletter magen til mine, og så er hun ret glad for chokolade. Frida gemmer gamle fødselsdagskort og skriver sine tanker ned, når hun har for mange af dem, og de begynder at larme … Jep. Også mig.

Det er vanskeligt (for ikke at sige umuligt) at skrive løsrevet fra min egen virkelighed. Den er en del af mig, og jeg er en del af den. Men med lidt fantasi kan jeg putte nogle ekstra lag ind mellem mig og virkeligheden. Jeg kan forestille mig, jeg er en anden. Og jeg kan spørge dem, der har prøvet at have en psykopatisk ægtemand eller selektiv mutisme, hvordan det er. Det kaldes research, og det er vigtigt, hvis ens historie ikke bare skal være ens egen.