Når jeg fortæller folk, at jeg har skrevet en bog om en ung kvinde med selektiv mutisme, ser de fleste lidt spørgende ud, og det er faktisk en af grundene til, at jeg har skrevet bogen. Jeg vil nemlig gerne hjælpe Frida og andre i hendes situation med at udbrede kendskabet til lidelsen, der rammer op til tre procent af alle danske børn.

Hvad er selektiv mutisme?

Når man har selektiv mutisme, er man bange for at tale i bestemte situationer. Man bliver ‘stum’ – deraf betegnelsen mutisme (du kender måske det engelske ord ‘mute’). De fleste børn, der rammes, taler almindeligt derhjemme, men lige så snart de kommer væk hjemmefra – fx i børnehave eller i skole – kan de ikke tvinge et ord over deres læber.

Jeg gik selv i klasse med sådan en pige i slutningen af 1970’erne, og dengang var der endnu færre, der kendte til lidelsen, end der er i dag. Derfor fik min klassekammerat ingen hjælp, og det var tydeligvis en pine for hende at komme igennem en hel skoledag. Lærerne forstod ikke hendes “vrangvillighed”, og de skiftedes til at true hende og tvinge hende op til tavlen, selvom de godt vidste, at ingen af delene virkede. Der stod hun så, fuldkommen forstenet, og mit tiårige jeg led med hende i tavshed og ville ønske, jeg kunne tage hende væk derfra.

I Sverige bruger de også benævnelsen ‘ofrivillig tystnad’ (ufrivillig tavshed) om lidelsen. Det betegner ret fint og præcist, hvad det handler om, synes jeg.

Kan man have selektiv mutisme som voksen?

De fleste børn vokser fra selektiv mutisme, men hvis barnet ikke får den rette diagnose og den rette hjælp, kan lidelsen fortsætte ind i voksenlivet. Det er det, Fridas historie handler om. Hun blev først diagnosticeret som sekstenårig, og hendes folkeskoletid var præget af misforståelser, drillerier og psykiske overgreb. I dag er hun toogtredive, og tavsheden plager hende stadig og spænder ben for hendes drømme.

I min bog udforsker jeg, hvad der sker, når Frida i løbet af kort tid mister en stor del af sit netværk og sikkerhedsnet. Vil de nye vilkår tvinge hende længere ind i isolationen, eller vil de tvinge hende ud af den?