Det første spørgsmål, jeg får, når jeg fortæller folk, jeg har skrevet en bog, er som regel: ”Er det en krimi?”

De fleste ser lidt skuffede ud, når jeg svarer nej, derfor skynder jeg mig at tilføje: I en krimi følger man opklaringen af en forbrydelse, i bogen om Saga er det snarere selve forbrydelsen, jeg undersøger.

Hvad skal vi egentlig med genrer?

Fordelen ved genrer er selvfølgelig, at de giver os et fælles udgangspunkt – et sted at tale fra: De fleste ved, at en krimi handler om en forbrydelse og en opklaring.

Ulempen er, at det kan være svært at vælge den rigtige genre til sin bog, for det er med genrer som med alle andre kategorier: Der er aldrig nogen, der passer 100 procent.

Vi kan godt lide kasser

Det er med mennesker som med bøger. Vi vil så gerne putte hinanden i kasser, men det er samtidig, som om vi bliver ved med at falde ud af dem. Så står vi der midt mellem to kasser og venter på, at nogen skal komme forbi og smide os tilbage, hvor vi kom fra, eller over i en anden kasse. Måske vil vi bare være fri for kasser eller have dem for os selv.

Kasserne giver os nemme svar på, hvorfor vi er, som vi er: ”Det er typisk mænd / kvinder / københavnere / jyder / cyklister / bilister / enebørn …” (fortsæt selv). De nemme svar kan være gode at have ved hånden, men de er sjældent dækkende, og det, der driver mig som forfatter, er en nysgerrighed efter, hvad der gemmer sig nedenunder. Når jeg ser en kasse, får jeg lyst til at åbne den.

Tilbage til genren …

Så når du spørger mig om genren på min bog, har jeg mere lyst til at svare: Den er et forsøg på at forstå, hvordan det kunne gå så galt for sådan et pænt ægtepar fra Hørsholm.

Og hvis du insisterer, vil jeg svare, at genren er en mellemting mellem en psykologisk thriller og domestic noir.