Jeg ringede til min mor en onsdag i midten af marts måned. Det var i 2011. Så sad vi der og snakkede om livet og om afslutningen, som om det var det enkleste i verden.

“Har du tænkt på hospice, mor?” spurgte jeg.

“Det er dyrt,” sagde hun.

Jeg forsikrede hende om, at der også findes gratis hospicer.

“Men det er jo først til allersidst,” fortsatte hun. Og det var jo rigtigt, og der var vi ikke endnu. For om torsdagen skulle hun have en ny kemobehandling. Bare en enkelt. “Hvad kan det hjælpe at få én behandling?” havde hun spurgt overlægen, og han havde ikke rigtigt sagt noget, bare siddet og holdt to krydsede fingre op i luften. “Det var et besynderligt svar,” syntes mor.

I starten af vores samtale lød hun lidt fjern. Hun snøvlede og talte langsommere, end hun plejede. Jeg spurgte ind til smerterne, og hvad hun lavede. Hun svarede, at i dag og i går havde været bedre end sidste uge.

“Jeg har så mange tanker inde i mit hoved, som jeg synes, jeg skal skrive ned,” sagde hun.

“Hvad er det for nogle tanker?” spurgte jeg.

“Sådan nogle små historier om, hvad folk har betydet for mig, og små begivenheder, som dukker op i min hukommelse. Jeg vil gerne give alle et personligt brev. Og så vil jeg gerne have, at folk husker mig for den, jeg var i livet, og ikke kun den, jeg var, lige før jeg døde.”

“Men du husker vel heller ikke kun de døde for de sidste fem måneder af deres liv …?” spurgte jeg.

“Jeg kan heller ikke så godt invitere folk herud til en snak,” mente hun. “Hvad skal vi snakke om? Jeg oplever ingenting. Jeg har ikke andet at fortælle, end hvor mange piller jeg har spist, hvor lang tid jeg har sovet, og hvor ondt jeg har.”

“Så må du fortælle nogle røverhistorier, mor! Og give os din mening,” sagde jeg.

“Ja, meninger har jeg sgu masser af!” svarede hun med triumf i stemmen.

Og sådan fortsatte vi i 40 minutter. Langsomt fandt hendes stemme ind i sin vante rytme. Hendes snøvlen forsvandt, og hun blev min gamle mor igen. Hende, jeg kendte så godt. Hende, der altid havde et godt råd på lager. Hende den fandenivoldske med hjertet på rette sted.

“Jeg ville egentlig gerne klippes,” sagde hun hen mod slutningen af samtalen.

“Jeg kan da godt klippe dit hår,” lovede jeg, og det havde hun ikke lige tænkt på.

“Så må jeg finde min skarpe saks frem til på fredag,” sagde hun. “Og tak for samtalen, søde Sussie. Nu har jeg det meget bedre. Man glemmer helt, at man har ondt, når man snakker.” Hun havde smil i stemmen.

Så lagde vi på, og jeg satte mig stille og græd de tårer, der skulle til.

Jeg nåede aldrig at klippe hende. Hun var ikke frisk nok til at sidde op, og det kan man aldrig vide med en kræftpatient. Den ene dag går det godt, den næste går det slet ikke. Jeg ville gerne have haft en lok med hjem, men jeg behøver den ikke, for min mor er hende, jeg har indeni.

54 dage efter vores samtale døde hun. Uden at nå at skrive alle tankerne ned. Det vil jeg ikke risikere.