Der var Blue Jeans på tilbud i Kvickly i weekenden. Blue Jeans er gode, til når man har mandagsfri og skrivedag, og det sner udenfor. Jeg har godt med tøj på og en plaid om benene, for der kan godt være koldt i min lejlighed om vinteren, selvom jeg sidder lige ved siden af radiatoren.

Det er et gammelt hus.

Her er stille. Endnu er der ingen, der har lavet spor i sneen i gården, og legetøjstraktoren står, hvor den blev forladt i går, lige uden for mit vindue. Rosenbuskens grene stritter hvidt og tungt ud i luften og venter på sol og varme.

Tynde vægge og brudstykker af en samtale

Naboen har besøg af hjemmehjælperen. Jeg opsnapper brudstykker af en samtale, der ikke vedkommer mig. Vejret får åbenbart hjemmehjælperen til at tænke på jul og julegaver, for hun fortæller, at hun ikke får julegaver længere. Hun synes, det er fjollet at give sin bror et gavekort på 200 kroner til Silvan for at modtage et gavekort på 200 kroner til Matas retur. Det lyder egentlig også lidt fjollet, når hun siger det på den måde.

Jeg må hellere lukke posen med lakridser og lægge den tilbage i skuffen. Der sker ofte det med Blue Jeans, at den ene afløser den anden, og før man ved af det, har man spist en halv pose. Jeg må også hellere snart se at få slukket pc’en og gået en tur i snevejret: Spise morgenmad, skrive, gå tur, skrive igen. Det er mandagsfri, når det er bedst.

Nu går hjemmehjælperen også. Hun har en blå affaldspose i hånden og cykelhjelm på hovedet.