Jeg har skrevet i mange år, men det var først for 3-4 år siden, jeg begyndte at tage min skrivning alvorligt og arbejde mere bevidst med mit udtryk. Det er svært at sige, hvad der gjorde udslaget; hvad det var, der fik mig til at stoppe op og spørge mig selv, om det ikke snart var på tide at gøre noget ved drømmen. Måske var tiden bare inde.

I starten var det ikke specielt målrettet, snarere eksperimenterende. Jeg begyndte på manuskriptet til det, der i dag er blevet til romanen om Saga, uden retning, uden plot og uden at kende min hovedperson særlig godt. Saga blev til undervejs i processen, hun har endda skiftet navn på vejen, og plottet har efterhånden taget flere drejninger end Lombard Street i San Francisco. For ikke at tale om fortælleformen; snart skrev jeg i datid, snart i nutid, snart skrev jeg i tredjeperson, snart i førsteperson, snart var jeg alvidende fortæller, snart personbunden … Det gik op for mig, at en forfatter må træffe en lang række valg, før hun overhovedet kan begynde at fortælle sin historie. Og det gik op for mig, at dét at skrive en roman ikke kunne sammenlignes med noget andet, jeg tidligere havde skrevet.

Som at lære at skrive på ny

At skrive min første roman har på sin vis været ligesom at lære at skrive på ny. Jeg har måttet glemme det, jeg troede, jeg vidste om at skrive, og begynde forfra. For det gik op for mig i processen, at nok havde jeg lært en masse teknikker, men jeg havde endnu til gode at finde min stemme.

For at finde den kastede jeg mig over forskellige genrer: Jeg har siddet i S-toget og lyttet til folks samtaler og bagefter prøvet at genfortælle dem for mig selv. Jeg har siddet på Paludans Bogcafé over en brunch og en chai latte, der blev mere og mere lunken, og fornemmet atmosfæren og indhaleret de ord, der blev sagt ved de andre borde, for bagefter at prøve at omsætte det hele til små anekdoter. Jeg har skrevet kronikker, noveller og breve. Og op til flere romaner, hvis man tæller det materiale med, jeg har kasseret. Jeg har tvivlet – hold kæft, hvor har jeg tvivlet – og uden opmuntringerne var jeg sgu ikke kommet i mål.

Kunsten at blive ved … og ved

Et af de afgørende øjeblikke for mig var, da jeg meldte mig til et kursus, der handlede om at få “hul igennem til et forlag”. For første gang fik jeg feedback på noget af det, jeg havde skrevet, og for første gang var der en udefra, der bekræftede mig i, at jeg kunne skrive: “Du skriver virkelig godt, jeg håber, du vil skrive dén roman færdig,” sagde hun.

Et andet afgørende øjeblik var, da jeg i 2016 fik tilbudt en forlagskontrakt (som jeg af forskellige grunde takkede nej til, men det er en anden historie). I den forbindelse fik jeg en anmeldelse, der helt tog pusten fra mig. Der stod blandt andet:

“Sproget flyder let og ubesværet, uden forsøg på at være mere end det er, nemlig bærer af en sindssygt spændende thriller. Det bliver aldrig unaturligt opsvulmet eller  påtaget storladent. Det er, som det er, og det fungerer fremragende. (…) Hvis man forestiller sig, at Stieg Larsson og Lars Kepler stak hovederne sammen for at skrive en thriller, kunne det meget vel tænkes, at Saga ville blive resultatet (og at Jussi Adler-Olsen ville kaste håndklædet i ringen og fremover slå sig på frugtavl).”

Så er det svært at være sur, og det er den slags små skulderklap undervejs, de mange opmuntringer og de utallige og utrættelige “Jeg tror på dig”, der har fået mig til at fortsætte.

At skrive er at turde (gøre sig selv til grin)

“To write something you have to risk making a fool of yourself,” står der på citatet på billedet. Det er en af de erkendelser, der gradvist er kommet til mig. For mig betyder det, at man er nødt til at risikere noget, hvis man vil fortælle en interessant historie; man er nødt til at åbne for de sider af sig selv, man ellers holder døren lukket til, også selvom det, man skriver, er fiktion. At skrive er at give noget af sig selv.