At være barn i Småland i 1970’erne var på mange måder som at vokse op i et hjørne af Astrid Lindgrens eventyrlige verden. Jeg fulgte trofast med i Emils strabadser på TV, og jeg elskede, at han altid gjorde det rigtige, selvom hans far ikke altid var enig. Som dengang han gav Kommandusen en lærestreg, efter at hun havde spist fattiglemmernes julemad; eller dengang han spændte sin hest, Lukas, for slæden under den værste snestorm i Småland nogensinde for at køre sin døende ven, Alfred, til doktoren i Mariannelund. Den stakkels Alfred havde fået blodforgiftning. Jeg elskede også Emils mor, Alma, der omhyggeligt skrev alle Emils skarnsstreger ned i sin dagbog – for nede under hendes fortvivlelse og bekymring lurede stoltheden og morens uendelige kærlighed. Og jeg elskede Alfred. Og lillesøster Ida, selvfølgelig. Søde, søde Ida.

Astrid Lindgren kunne noget helt specielt. Hun skrev med en særlig melankolsk poesi og humor og med stor respekt for sine læsere; børnene. Hun beskrev døden og sorgen lige så ubesværet som livet og glæden, og hun tilførte alting et strejf af magi; ingen kunne som hun ophøje det banale til det eventyrlige. Jeg har tit tænkt på, hvordan hun bar sig ad, og i dag satte jeg mig for at prøve at finde ud af det, så jeg gik en lang tur med “Mio min Mio” i ørerne. Det er længe siden, jeg har læst historien om Mio og den onde ridder Kato, og jeg nød at få lov til at forsvinde ind i Astrids univers for en stund. Som dette afgørende øjeblik, hvor det endelig er lykkedes Mio at afvæbne Kato:

Ridder Kato stod over for mig uden våben, og han vidste, at kampen var forbi. Så flåede han sin sorte fløjlskappe op over brystet. “Ram mig i hjertet!” råbte han. “Sørg for, at du hugger lige igennem mit hjerte af sten. Det har gnavet derinde så længe og gjort så ondt.” Jeg så ind i hans øjne, og i hans øjne så jeg noget mærkeligt. Jeg så, at ridder Kato længtes efter at blive af med sit stenhjerte. Måske var det sådan, at ingen hadede ridder Kato mere end ridder Kato selv.

Og tidspunktet, hvor Mio vækker den døde pige Milimani til live igen:

Og jeg svøbte Milimani ind i min kappe, som var foret med eventyrstof; blødere end æbleblomster var det, lettere end nattens brise i græsset, varmere end hjertets røde blod. Og det var hendes egen mor, der havde vævet det. Lige så forsigtigt svøbte jeg min kappe om stakkels Milimani, så hun kunne ligge blødt på klippen. Da skete der noget forunderligt. Milimani slog sine øjne op og så på mig.

Og endelig øjeblikket, hvor Mio atter er hjemme hos sin far Kongen, og de går gennem Rosengården sammen, hånd i hånd:

Vi gik under sølvpoplerne, og skumringen lå som en blød, blå tåge over hele Rosengården. De hvide fugle var krøbet ned i deres reder, men i toppen af den højeste sølvpoppel sad sorgfuglen og sang helt alene. Jeg ved ikke, hvad han sang om nu, hvor alle de forsvundne børn var kommet hjem igen, men jeg tænkte, at sorgfuglen nok altid har noget, han kan synge om.

Åh, Astrid. Hvem der bare kunne skrive som dig; om stenhjerter, der gnaver og gør ondt; om eventyrstof, der er blødere end æbleblomster; om sorgfuglen, der altid har noget at synge om. Og sølvpopler – selvfølgelig er der sølvpopler i Rosengården, og selvfølgelig hedder den Rosengården og ligger på De grønne enges ø for foden af Morgenlysets bro i Landet i det fjerne.

Tak for ordene og for at tilføre min barndom et strejf af eventyr.