I 2014 rejste jeg til en lille by i Sydfrankrig for at skrive min første roman. Næste år rejser jeg derned igen – til den samme lille by i Languedoc-Roussillon – for at researche til og skrive min tredje roman, der skal handle om en kvinde, der siger sit job op, sælger sit rækkehus og køber en bil for at køre sydpå. Til Quillan. For at skrive en bog … (Det kunne have været mig, og det er det til dels også, bortset fra at slutningen bliver en anden.)

Alt kan ske

Min tredje roman er stadig på idéstadiet; det vil sige, jeg har en nogenlunde klar forestilling om handlingen, og hvor den skal udspille sig (i Quillan), men jeg ved også, at meget kan ændre sig fra idéstadiet til det færdige manuskript. Der sker altid noget uforudsigeligt undervejs, og der skal være plads til, at historien kan vokse i nye retninger.

Erfaringen har lært mig, at der er uendelig lang vej fra idé til færdig bog med omslag og flapper og bagsidetekst, og ikke engang forfatteren kender slutningen, før sidste punktum er sat. Det er en del af eventyret, og det er noget af det, der fascinerer mig mest ved at skrive romaner: At alt kan ske, og jeg kan få lov til at udforske nye hjørner af vores forunderlige verden og være en flue på væggen nogle af de steder, som jeg ikke har adgang til i det virkelige liv.

Jeg kunne også bare blive hjemme … Not!

I teorien kunne jeg godt bare blive hjemme og skrive den bog. Jeg har jo været i Quillan, og jeg har masser af minder og billeder og endda videoklip derfra, men der er altså noget helt særligt ved at være dér, hvor historien skal foregå. Og så sker der noget med mig, når jeg flytter mig fysisk, og jeg ikke bare er på gennemrejse, men “flytter ind” i to måneder. Tænk engang at have fri adgang til duftene, lydene, smagene, husene, sproget, musikken, markederne, vejret, menneskene, dyrene og den dér helt særlige sydfranske stemning … i 60 dage!

Derfor har jeg nu underskrevet en lejekontrakt på et hus i Quillan og skyndt mig at betale depositummet.

Tag mig med til verdens ende

Da jeg var i Quillan i 2014, optrådte Orchestre Columbia på Place Raoul de Volontat med en sang, man med lidt god vilje kan kalde den franske version af Kim Larsens “Joanna”. Den franske version hedder “Emmenez-moi” (tag mig med), og omkvædet lyder:

Emmenez-moi au bout de la terre
Emmenez-moi au pays des merveilles
Il me semble que la misère
Serait moins pénible au soleil

Hvilket oversat til dansk betyder noget i retning af (egen oversættelse):
Tag mig med til verdens ende
Tag mig med til drømmeland
Det forekommer mig, at elendigheden
Er mindre pinefuld i solen

Siden da har dén sang været min og Quillans. Den oprindelige version, der er skrevet af Charles Aznavour (1924-2018), kan høres her: