Kategorier

”Sig mig, kan hun ikke snakke?” Marie er tilbage. Hun træder et skridt frem mod os, og hendes grå øjne er over mig igen. Som om hun leder efter et tegn; en fysisk skavank, der gør mig ude af stand til at tale.
”Selvfølgelig kan hun det!”
”Jeg har ellers hørt, hun er stum.”
Jeg har altid hadet det ord: Stum. Det rimer på dum.

Min selektive mutisme er aldrig længere væk end en knækket tand eller forventningen om, at jeg skal sige noget bestemt på et bestemt tidspunkt; tak, tillykke, jeg elsker dig og undskyld kan få mig til at stivne.

Han venter tydeligvis på mit svar, og det er nok til at starte en hel kædereaktion i min krop: Blodet forlader mine arme og ben for at samle sig i hovedet og hjerteregionen, min hals snører sig sammen, og jeg ville ikke kunne presse en eneste lyd ud, om det så gjaldt livet.

”Jeg venter stadig på at høre, hvordan du har det.” Da jeg ikke svarer, fortsætter han: ”Jeg kan jo ikke hjælpe dig, hvis du ikke taler, vel? Hvordan ville det være, hvis jeg også holdt op med at tale? Og din mor? Hva’?”

Hans øjne borer sig ind i mine. De føles som spidse blyanter og får mine egne øjne til at løbe i vand, men jeg lader som ingenting.

Mine øjne glider hen over de lyngfarvede vægge i mit soveværelse, og jeg tænker, at hvis jeg var en blomst, ville jeg være lyng. Sådan en der blomstrer sent og småt.

Jeg forestiller mig, jeg svæver væk, båret af vinden, let som et støvfnug, længere og længere bort, indtil Herlev hospital kun er en lille firkant nede under mig.

Da jeg rejser mig op igen, er det blevet aften, og jeg går ud i køkkenet og kigger ud ad det lille køkkenvindue. Langt væk lyser fuldmånen, jeg rækker ud efter den til ingen verdens nytte. Luften har fået en tyngde, som gør det svært at indånde den, og jeg kan slet ikke komme i tanker om, hvorfor jeg er her på jorden i det her rækkehus i Hørsholm, alene.

Jeg stiller tekopperne fra mig og går hen til vinduerne og kigger ud. Jeg kan skimte robåden, der ligger på græsset med bunden i vejret, og natsværmerne, der svirrer uden for ruden, lokket til af lysene indenfor. […] Jeg kan høre skibet, før jeg ser det; den dybe rumlen nede i vandet, en mørk undertone, der aldrig bliver til mere end det, ikke engang når skibet passerer lige forbi.

Udkommer den 21. maj 2021

Frida lider af selektiv mutisme; en angstlidelse, hun har haft, siden hun var barn, og som forhindrer hende i at tale frit. Hun burde være vokset fra det i en alder af toogtredive, men tavsheden plager hende stadig og gør det svært for hende at leve det liv, hun ønsker.

Livet bliver ikke mindre kompliceret, da forholdet til kæresten begynder at vakle, og Fridas i forvejen lille omgangskreds på kort tid truer med at svinde ind til ingenting. I løbet af en enkelt sommer bliver hendes far alvorligt syg af kræft, og barndomsveninden Agnes forelsker sig. Den isolation, Frida altid har frygtet, rykker nærmere.

Anmeldelser på vej

minvirtuellebogreol.dk

Anmeldelse på vej …

Bogreden hos Monika

Anmeldelse på vej …

Ghettopigen læser

Anmeldelse på vej …

bogrummet.dk

Anmeldelse på vej …

Andre udgivelser

I 2018 udgav jeg romanen “Saga” på forlaget EgoLibris. (Bogen er udgået fra forlaget, men kan stadig lånes på biblioteket.)

Læs anmeldelser af “Saga?” her.

I 2014 vandt jeg Dagbladet Informations kronikkonkurrence om lykke.

Læs “Hvor fanden blev lykken af?” her.

I 2014 skrev jeg et bidrag til Politikens serie ’Med mig SELV i centrum’ om min oplevelse med at se min mor dø.

Læs “Stolthed står for fald” her.